Kalender

KIEL 4 DAGE

Den 23. maj 2019 kl. 08:00 - 26. maj 2019 kl. 21:00

Vi har valgt et hotel, som ligger i centrum af Kiel – direkte ned til havnen, tæt på gågaden, banegården og Sophienhof, som er det store indkøbscenter med 120 butikker.

Hotellet har 124 værelser, alle værelser har bad/toilet, satellit TV, minibar, gratis internet, og der står 1 flaske vand ved ankomst. Vi nyder hver morgen en dejlig morgenmadsbuffet, og hver aften en 3 retters menu. 

IntercityHotel Kiel, Kaistrasse 54 - 56, 24114 Kiel,tlf. +49 431 66430

Internet: www.intercityhotel.com/kiel 

 

Torsdag den 23. maj 2019

Kl. 8.00 er der afrejse fra Horsens med opsamling i Sejet, Glud, Snaptun, Juelsminde, Barrit, Hornsyld og Stouby. Herefter kører vi sydover, med en evt. kort pause ved grænsen, før vi fortsætter videre sydover, til Schleswig, og herfra til storkebyen, Bergenhusen, byen ligger midt i det enestående landskab i Ejderen-Trenen-Sorge-dalområdet. Mere end 20 storkepar, kommer hvert år til byen, på små skilte kan man se hvornår de kommer og hvornår de er rejst igen, samt hvor mange uger de har fået. Herfra videre til Rendsburg, her kører vi en lille rundtur, ser bl.a. den 2 ha. store paradeplads, som var midtpunktet i Rendsborg fæstningen, og rundt på pladsen er der flere historiske bygninger. Vi kører også ned til Kielerkanalen, her ser vi byens varetegn, den store jernbanebro, bygget i 1911. Efter besøget i Rendsburg, fortsætter vi til vores hotel i Kiel, og ankommer sidst på eftermiddagen.

Fredag den 24. maj 2019

Kl. 9.00, efter morgenmad, kører vi en byrundtur med vores guide, først kører vi en tur til den olympiske by Schilkesee, hvor alle sejlsports konkurrencer blev afholdt i 1936 og i 1972.

Kører tilbage mod Kiel, og ser det store sluseanlæg, hvor skibene bliver sluset ind/ud af Kielerkanalen. Vi kører nu om på den anden side af Kieler-bugten. På sydsiden ligger "Marine Ehrenmal", som er lavet til minde om de faldne i 1. og 2. verdenskrig. Der er også mulighed for at se en u-båd fra 2. verdenskrig.

Lørdag den 25. maj 2019

Efter morgenmaden, kører vi til Hamburg, først en byrundtur, hvor vi bl.a. skal se Mönckenbergstrasse, Rådhuset, Landungsbrücke og Havnen, der er en af Europas største med den imponerende Köhlbrand-Hochbrücke, hvorfra man kan se hele Hamburg i klart vejr. Langs den gamle byvold til Aussen Alster, som vi kører rundt om, Binnen Alster med Jungfernstieg, hvor et af Europas bedste hoteller, Hotel Vier Jahreszeiten ligger. Efter byrundturen tilbyder vi en havnerundfart, her får man et fantastisk indtryk af Hamburgs store havn. Herefter bliver der tid til på egen hånd at gå en tur på Mönckenbergstrasse, eller en tur langs Binnen Alster.

Søndag den 26. maj 2019

Efter morgenmaden, kl. 10.00, tager vi afsked med hotellet, og kører via Eckernförde, her kører vi langs stranden og holder en lille pause ved havnen. Vi fortsætter langs Østersøen, til Olpenitz, her ser vi et kæmpe stort ferieparadis, tidligere marinestation på ca. 160 ha. Dette store ferieanlæg er bare vokset og vokset, lystbådehavnen er en af Europas største. Fortsætter til Kappeln, som vi nok kender bedst fra spritbådenes tid, men Kappeln har andet at byde på bl.a. et sildehegn fra det 15. århundrede, noget lignende findes kun et sted mere i verden.

Pris pr pers. v/30 pers. kr. 3.000,- tillæg for enkeltværelse kr. 600,-

Inkluderet i prisen:

Kørsel, vejskat, moms, 3 x overnatning i dobbeltværelse med bad/toilet og morgenmadsbuffet, 3 x aftensmad (3-retter), samt gebyr til rejsegarantifonden.

Ikke inkluderet i prisen:

Drikkevarer, entreer og lign, som ikke er med under inkluderet.

Tilmelding:

Henning Wulff, 75650888 eller Susanne Hansen tlf. 29287399

Ved tilmelding betales depositum kr. 500,- senest den 1/2 2018 - rest 30 dage før afrejse.

    bubblemedia