Kalender

RÜGEN/SASSNITZ 4 DAGE

Den 10. maj 2018 kl. 08:00 - 13. maj 2018 kl. 20:00

Målet for denne rejse er Rügen, som er Tysklands største ø på 926 km2 – ingen steder er der mere end 7 km til enten Østersøen, en fjord eller strandsø. Naturmæssigt minder øen om Mols eller Møn med bakker, klinter og fjorde. Historisk såvel som naturmæssigt har øen mange seværdigheder. Vi følger bl.a. i fodsporene af Kong Valdemar den Store og Bisp Absalon, der i 1169 gik i krig mod venderne for at erobre borgen Arkona, der samtidig var tempel for krigs- og frugtbarhedsguden Svantevit. I perioden 1648 til 1814 var øen besat af svenskerne, indtil danskerne igen besatte øen – dog kun indtil 1815, hvor Rügen blev indlemmet i Preussen.

Rügen Hotel, som vi skal bo på, er centralt beliggende i Sassnitz, tæt på gågaden og havnen. Fra hotellet er der direkte udsigt til havnen med Europas længste ydermole. Alle værelser er pæne og udstyret med bad/toilet, telefon og tv. Desuden er der elevator, restaurant, bar, indendørs svømmebassin og sauna.

 

Rügen-Hotel, Seestrasse 1, D-18546 Sassnitz auf Rügen, tlf. fra DK +45 38392 53100

 

Torsdag den 10. maj 2018 (ca. 540 km)

Afrejse fra Hedensted kl. 8.00. Herefter kører vi sydover via Flensburg. Omkring kl. 12.00 holder vi en frokostpause, hvor vi nyder vores medbragte madpakker. Vi kører videre forbi Lübeck og Wismar, og holder eftermiddagspause omkring kl. 15.00. Herefter fortsætter vi forbi Rostock og Stralsund, videre over den nye bro, som forbinder Rügen med fastlandet. Ankomst til hotellet ca. kl. 18.00.

 

Fredag den 11. maj 2018

 

En rundtur på den nordlige del af øen. Vi starter med at køre igennem Nationalparken Jasmund til kridtklitterne Köningsstuhl med flot udsigt ud over Østersøen. Turen fortsætter igennem byen Glowe, hvor der antageligt har ligget et forsvarsværk, bygget af danerne ledet af Kong Erik Emune i 1136.

Herefter kører vi over den smalle landtange Schwaabe til den nordligste del af Rügen, som hedder Kap Arkona – også kaldet Tysklands ”Nordkap”, hvor resterne af vendernes borganlæg Arkona ligger. Vi kører til Altenkirchen, hvor den middelalderlige danske landsbykirke Pfarrkirche, bygget af bisp Absalon i omkring 1200, ligger – Roskilde stift indgik i 1991 et samarbejde om renovering af kirken.

På turen tilbage til hotellet, kører vi over Weik og sejler over et lille sund ved Wittower.

 

Lørdag den 12. maj 2018

Vi kører i dag en tur til den sydlige del af Rügen, først kører vi ad den lange smalle landtange ”Schmale Heide” forbi den næsten 5 km lange bygning fra 30´erne, som blev bygget til ferieboliger. Dette gigantiske byggeri, en slags ”ferie fabrik”, var et af Hitlers store projekter, der gjorde det muligt for det arbejdende folk at komme på ferie. Vi fortsætter til Putbus, hvor greverne af Rügen boede. Vi ser den cirkelrunde plads omgivet af paladser. Der vil også være mulighed for at tage med det gamle damplokomotiv ”Rasender Roland” til Göhren (pris ca. kr. 60,-). På tilbageturen ser vi de store ferieområder ved Göhren og Sellin.

 

Søndag den 13. maj 2018 (ca. 540 km)

Efter morgenmad tager vi afsked med vort hotel samt Rügen. På hjemturen kører vi ad samme rute som på udrejsen, evt. med en lille afstikker til byen Wismar. Byen er bygget op omkring det vældige torv (10.000 m2) midt på torvet står den flotte gamle brønd, og mange smukke gavlhuse. Der bliver holdt en indkøbs/spisepause ved grænsen, hvorefter vi kører direkte til Hedensted med forventet hjemkomst kl. 20.00.

 

Pris pr pers. Kr. 2.600,-                                                                             Tillæg Enkeltværelse kr. 400,-

 

Inkluderet i prisen:

Bus, moms, udflugter, gebyr til rejsegarantifonden samt overnatning i værelse med bad/toilet og halvpension – begyndende med aftensmad 1. dag og sluttende med morgenmad sidste dag.

 

Ikke inkluderet i prisen:

Forplejning udover det beskrevne, drikkevarer, entréer, evt. sejlture og lign.

 

Tilmelding/betaling til:

JumBus A/S, Henning Wulff 25441300

Ved tilmelding betales depositum kr. 500,- senest den 1/3 2018, rest betales 30 dage før afrejse.

    bubblemedia